17-02-2018

Ghetto 2

Ghetto 2

I 1955 fik min mor endelig en lejlighed, det var en to værelseslejlighed med kakkelovn på 4 sal. Der var indlagt træk og slip, men hverken bad eller varmt vand. Koksene blev dels opbevaret på loftet, dels i køkkenet, hvor der også var ”rum” til brænde og papir.

Lejligheden var sydvendt, så efter nogle år blev der købt en petroleumsovn, for selvom det ene værelse og køkkenet lå mod nord, var den ikke svær at varme op. Jeg kan stadig huske, hvordan vi sommetider sad i undertøj og svedte, fordi kakkelovnen varmede for meget. I starten af 60’erne kom der et køleskab, der hvor tidligere koksene blev opbevaret. I 65 fik vi fjernsyn, og et par år efter telefon.

Var vi fattige, boede vi i en ghetto? Ja det var vi vel, set med nutidens øjne, og vi vidste godt, at det ikke var fint at bo på Vesterbro, man blev lidt set ned på. Det generede mig nu ikke.

Min mor holdt meget af at rejse, så vi var i Østrig 3 gange fra starten af 60’erne og 1 gang i 64 til Paris. Og fordi hun selv holdt af det, fandt hun også penge til at sende mig med skolen til Østrig.

Hun rejste senere meget selv, med veninder og senere børnebørn.

Min mor var ufaglært arbejder, hun arbejdede på et vaskeri, tog meget overarbejde og var meget træt, når hun kom hjem. Jeg syntes altid, hun sov, især da jeg var mindre. Senere har jeg opdaget, at når jeg sov, stod hun og vaskede vores tøj, ryddede op og gjorde rent.

Bonusinfo: Jeg savner de kridtede sko, der stod og tørrede i vindueskarmen, og som vi skulle have på om søndagen.

Det er ikke mig på billedet, jeg er fotografen.