08-04-2018

Lasagne

Forleden fik vi en fiskelasagne, det var ikke dårligt. Men det medførte at jeg fik lyst til at give mig i kast med en grøntsagslasagne. Og det gjorde jeg så i går.

Grøntsagerne skal snittet i mindre stykker, og det tager sin tid.

Jeg brugte følgende grøntsager:

6 små gulerødder, jeg køber altid de små, de behøver ikke at skrælles, og jeg får dem brugt op.

1 squash

1 løg

1 bdt. grønne asparges

1 rød peberfrugt

4 fed hvidløg, fint hakkede

4 tomater

Timian

Herbamare

Gøntsagerne skæres i mindre stykker og kommes i en gryde sammen med lidt olie. De skal varmes igennem i nogle minutter, inden hvidløg og tomaterne kommes i sammen med timian og en lille skefuld Herbamare. De simrer videre på lavt blus imens sovsen laves:

Smør, mel, mælk, salt og muskatnød

En pæn klat smør smeltes, et par skefulde mel røres i, Melet skal ikke brunes, men når det blever gyldent hældes mælk i lidt efter lidt, indtil det har fået en passende tykkelse. Så kommes osten i, jeg rev den for engangs skyld ikke selv, men kom et færdigrevet brev i. Men ikke parmasan, den færdigrevne smager efter min mening frygtelig. Smag til med salt og muskatnød, husk at ost er ret salt.

De fleste lasagneplader skal ikke forkoges, det skulle de som regel før i tiden.

En form smøres og lasagnen bygges lagvis op, jeg starter med sovs og slutter med plader og pøser resten af sovsen på.

Ca 45 min. i ovnen ved 160 grader varmluft, 180 ved almindelig ovn.

Hr. Mand savner ikke kødet, bliver fint mæt, der er jo også en del ost i.

Billedet er det, der blev til overst, det var halvdelen.

Bonusinfo: Forskellen mellem sovs og sauce er mængden.