27-09-2018

Svampe

Alle svampe kan spises, det er kun virkningen, der er forskellig-

Hr. Mand var en tur i sommerhuset i går og kom tilbage med en del svampe, kantareller og rørhatte. 

Jeg delte det i to, lavede en pandekagedej uden sukker.

Jeg havde taget en halv kylling ud af fryseren, og den ville passe med rørhattene, lavet lidt indisk-inspireret. Kantarellerne skule så steges i smør, varmes igennem med fløde og fyldes i pandekager, drysses med ost og gennemvarmes i ovn. 

Så langt så godt. Men nu kom problemet, kyllinger, krydderier og rørhattene, smagte rædsomt, havde en af rørhattene været en galderørhat? Havde jeg krydret forkert? 
Det var uspiseligt.

Og jeg havde nu kun en lille forret. 

Men jeg havde mere pandekagedej, tomater, en aubergine, hvidløg, løg, en squash. Så det blev pandekage med ratatouille.

Og selvom det egentlig ikke var hensigten, spiste vi vegetarisk igen, igen.