17-08-2016

Sko, sko og sko

I min barndomsgade boede den kønneste, sødeste og sjoveste pige, det man i dag kalder en tomboy. hun blev konfirmeret, et par år før mig, jeg tror, det var i 1960. 

Fra mandagen efter forsvandt hun, ja ikke bogstaveligt, der kom en lille dame med monsterhøje sko i stedet. 

Jeg så lidt i øjnene, at det nok også ville blive min skæbne, men jeg svor for mig selv, at jeg ville udsætte det så længe som muligt.

Jeg var heldig, min ungdom kom samtidig med ungdomsoprøret, så de gange i mit liv, jeg har været i høje hæle, er få. 

Det er ikke ensbetydende med at mine fødder er fodformede, jeg har nok gået i sko, der ikke støttede min lange smalle fod med lange tynde tæer.

Men jeg har været glad for sko, haft sjove sko, Christelsko, festlige sko.og nogle hamrende dyre støvletter, de kostede en månedsløn som ungpædagog i en børnehave. Skopriser var i forhold til løn væsentlig dyrere dengang, men de var flotte, uden hæl og heller ikke spidse, men flotte.

Når jeg ser de stakkels tæer klemt inde i skoene, tænker jeg først, av det gør ondt, derefter på de kinesiske indsnørrede fødder. En kvindeundertrykkelse, der slår tørklædet med flere længder.  

Er det kun en udvendig sag, mode eller ligger der mere bag?

Ikke at jeg tror, der ligger skumle kvindeundertrykkende tanker hos de, der producerer skoene. De skal bare være flotte, og det er de langt hen ad vejen, jeg ser bare de stakkels tæer.