11-08-2019

Dårlig samvittighed

Man kan såre andre af forskellige årsager, med vilje, i tankeløsthed, i uvidenhed eller i vrede. For et par dage siden gik det op for mig, at jeg har såret et menneske, jeg holder af. Jeg gjorde det i en blanding af sjusk, uvidenhed og mangel på omtanke.

Det hjælper ikke, at jeg skammer mig. Det burde ikke være sket, men det gjorde det. Slet ikke når mennesket altid er meget betænksom og slet ikke havde fortjent den behandling.

Jeg er ikke og har aldrig været god til at føre en kalender, det har lidt hjulpet, at hr. Mand og jeg har en fælles kalender, samt at man får en advarsel på mobilen, hvis man altså har husket at skrive aftalen, mærkedage osv. ind. 

Og da min hukommelse ikke er, hvad den var, er det nok her jeg skal blive bedre.

I dag skrev en fra Det gode selskab, at hun glædede sig til at se os på torsdag. Upsi hvor stod det lige henne. Nå det fik jeg klaret, men man kan ikke klare noget med tilbagevirkende kraft.

Bonusinfo: Jeg ved nu, at jeg har bryllupsdag i starten af december, og ikke i november. Man har jo haft sølvbryllup, men datoen ???