30-09-2019

Om undervisning

Per Øhrgåaard har en klumme hver anden fredag i Kristeligt Dagblad. I fredags handlede den om lærere i folkeskolen.

Selvproletarisering eller proletariseringer kommet udefra.

Selv om han giver udtryk for at være neutral, kan man ikke påstå, han er det. Han kommer med to eksempler på dels en tåbelighed fra en inspektør og dels en uvidenhed om middelalderen hos en lærer.

Han kommer frem til, at lærernes problemer skyldes deres dårlige uddannelse og rekruttering. Han mener løsningen ligger i at flytte uddannelsen ind på universiteterne. Og en højere løn.

Jeg har hørt, at linjeuddannelserne er forringede i de senere år. Så der har han en pointe, men igen man kommer ikke kun til at undervise i sit linjefag.

Jeg og min generation af lærere må jo på en eller anden måde betragtes som medskyldige i nedvurderingen af folkeskolelærere.

Om rekrutteringen: Da min generation af lærere søgte ind på seminarierne, var læreruddannelsen, tandlægeuddannelsen og bibliotekaruddannelsen, de få uddannelser som krævede et vist gennemsnit for ar komme ind, især på de mere eftertragtede seminarier krævedes der et vist niveau. På det tidspunkt var det betydeligt nemmere at komme ind på universitetet. Så engang var vi blandt eliten af en studenterårgang.

Den rigtig gode lærer har en stor faglighed og evnen til at formidle sin viden. Jeg ved ikke, om den lærer findes, jeg har aldrig selv haft en, og jeg var det ikke selv. De fleste af os har nok lidt af hvert.

En rigtig god formidler fanger eleverne, men hvad hvis fagligheden er ringe, så lærer eleverne noget forkert. Det er der nogle, som mener, at det ikke betyder alverden. For der er nok to, som bliver så interesserede, at de selv finder viden om emnet, men så er der jo de 25 andre, som har lært noget forkert.

Kun høj faglighed uden fornemmelse for eleverne og formidling er nok værst for underviseren selv, eleverne har en fest.

Disciplin var ikke et godt ord i min generation. Alt for mange af de lærere, vi selv havde haft, styrede eleverne med, nej ikke kæft, trit og retning, men med hån og udstilling af vores uvidenhed.

Hvorfor komme jeg til at tænke på lektor Blomme. Hvad der nok har gjort en del af os bange for disciplin eller rettere, hvordan man udøvede den.

Bonusinfo: Respekt er gensidig, det er ikke angst.